Tæt på CNS og hjerte. See this in english.
Hér holdes CNS- kuglen op imod Hjerte- kuglen.
– og hvilken der er bedst vil fremgå i tydeligt illustreret opmåling.
Foto 1. – CNS- kuglen til rådyr i helt vandret og næsten helt vinkelret sideskud, hvor dyret falder bevidstløs i knaldet, og dør på kortest mulig tid. – Den sorte cirkel er min ”jagtlige” kuglespredning med en diameter på 4,2 cm på 50 meter distancen – og den lilla cirkel med diameter 8,4 cm er min ”jagtlige” kuglespredning på 100 meter distancen.
Lodret stiplet linje er trukket en anelse frem mod dyrets forkant af forløbet, da dyret står lidt skråt mod mig med forkroppen (- ved helt rent sideskud er dette: i flugt med den forreste ¼ af forløb).
Sigtepunkt godt 1/3 del ned (ca. en ørelængde) fra dyrets overkant. – Til højre for den røde streg bør et projektil aldrig træffe.
Da jeg var helt ung riffeljæger husker jeg, at ”de gamle” rynkede på næsen af en lungekugle – og selvfølgeligt skulle man levere en Hjerte- kugle.
De to muligheder var der, og da jeg godt ville blive ligesom ”de gamle” skød jeg også med ”det eneste rigtige”: Hjerte- kuglen.
Af vanvare kom jeg, ind imellem, selvfølgeligt til at træffe lungerne på rådyret – og jeg syntes ikke rigtigt, at der var forskel på en lungekugle og et hjertetræf – de rendte lige langt efter skuddet, og kun med et spring til forskel. – Men ”de gamle” havde jo selvfølgeligt ret.
En dag smuttede riflen i aftrækket, og til min store overraskelse faldt bukken som ramt af lynet. – Jeg husker endnu, at jeg i knaldet hørte en lyd, som når man slår to sten sammen.
Dette siger videnskaben, at man ikke kan høre, men jeg hørte det altså – og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har glemt noget, eller husket forkert!
Straks gik jeg over til bukken og så, at kuglen sad ”uhyggeligt og skandaløst” højt, og jeg kunne allerede i det fjerne høre kommentarer fra Johannes, Kaj og også Christian.
Jeg skilte bukken ad og så, at kuglen havde passeret lige under rygsøjlen, i lodret flugt med forløbet. Ryghvirvlerne lå helt forkert, så dette var årsagen. – Siden da har jeg forsøgt at tilstræbe samme kugleplacering, og hver eneste gang dette er sket, er dyret faldet bevidstløst i knaldet. – Jeg har aldrig været det mindste i tvivl om denne CNS- kugleplacering.
Nu er jeg én af ”de gamle” – og slås stadigvæk med hjerte- og lunge- kuglen, altså med spørgsmålet: om det kan påvises om der er en bedre kugleplacering på vildtet, end hjertekuglen og lungekuglen? – Og for nok sidste gang, vil jeg hermed illustrere tættest muligt på dette emne:
Hvad er egentlig bedst, Hjerte- kuglen eller CNS- kuglen?
Som regel, når man står med tre valgmuligheder – vil én af dem være bedst.
Jeg finder i denne artikel, så vidt jeg kan se, en helt klar vinder: CNS- kuglen – bedst for både for mand og dyr, og kan nogen tilbagevise dette, læser jeg gerne herom.
For at undgå at jeg kommer med postulater, og for at dette skal være troværdigt og kontrollabelt for alle, gås i flere detaljer – og så præcist som muligt, da dette synes nødvendigt, efter meget at dømme. – Vi må da kunne afklare dette spørgsmål, og dette er mit bidrag hertil.
Med reference til Netnatur debatredaktionens: Netnatur.dk/hjortevildt-og-riffeljagt-boer-hjertekuglen-afskaffes, tillader jeg mig herved også at fremkomme stor ros til Netnatur, for altid at pege på aktuelle emner, som er vigtige for mange og meget – og dette på en pæn, reel og neutral måde.
Så længe vi jægere tillades at gå på jagt, lige så længe skal vi debattere f.eks. ”De bedste træfsteder” på de dyr vi skyder – og rigtigt mange andre forhold.
Det kan aldrig være ærgerligt at tage emner op – og hvem kan og skal egentlig afgøre hvornår noget som helst er uddebatteret? – Ærgerligt, stagnerende og ødelæggende for jagt vil være, hvis debat herom stopper.
Meget indenfor jagt baserer sig på følelser, fornemmelser, vores meget forskellige vilkår under jagt og især traditioner – sådan er det, og dette er en del af jægerlivet. Men da jagt ganske enkelt ikke kan undværes af mange årsager, er dette jo noget der vedrører alle – og dette giver nogle forpligtelser, også hos os jægere.
Derfor kan det heller aldrig være forkert, at bruge tid og kræfter på at ”eftervise” at dét vi gør, er det rigtige – eller pege på, om noget muligvis kan gøres bedre.
Vigtigt er det at bruge al den viden fra vore universiteters rapporter mv., og alle de undersøgelser som samfundet har bekostet – i forventning om at disse ydelser er vel modtagne og benyttes til at følge med udviklingen, hvilket jeg ikke synes at vi er dårlige til – men kan blive bedre til.
Holdningsændringer sker jo hele tiden i et samfund – og holdningsændringer baserer sig oftest på ny viden, undersøgelser, opfindelser, udvikling – og ikke at glemme: debat.
Vi jægere er en bredt sammensat skare mennesker med mange forskellige baggrunde, professioner, livssyn, meninger, holdninger og ikke mindst arvede traditioner – men i hvert fald ét af vores erklærede mål (som også er lov) står helt klart, og er ufravigeligt – og er derfor altid aktuelt og debatværdigt:
I bekendtgørelse af lov om jagt og vildtforvaltnings § 22, fremgår at ”ingen må jage på en måde der udsætter vildtet for unødige lidelser.”
Noget lignende ses i Dyrevelfærdslovens § 25: ”Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt” – hvilket vel også gælder når dyrene skydes.
Og så har vi vores ”Jagtetiske regler”, hvor jeg dog ikke kan finde noget væsentligt for, og om dyret, og hvor der synes at mangle noget under pos.: ”Hensynet til dyret der er genstand for jagt”, nemlig dette: ”At påskudt jagtbart vildt skal tilstræbes dræbt hurtigst muligt og på den mest humane måde, som giver dyret mindst mulig lidelse og angst”. – Hvor blev dette af?
”Tilstræber man rigtigt”, når man f.eks. vælger at skyde rådyr på 200 meter – og hvad med Hjerte- kuglen og den bevidst afgivne Lunge- kugle? – Ingen af disse lever jo op til de fastlagte etiske regler: at der oftest muligt jages på en måde der ikke udsætter vildtet for unødige lidelser, da der ofte ses lange flugtafstande ved disse træf.
I det følgende defineres en anskydning som et skud der træffer vildt, men ikke med dræbende virkning indenfor en kortere tid. – Et påskudt dyr der flygter, må betragtes som anskudt indtil det er fundet og dødt. – Et dyr der efter et skudtræf er i live når det findes, er anskudt. – Et påskudt dyr der ikke findes, kan være anskudt. – Et påskudt dyr, med mindste tegn på træf (enten blod, hår, maveindhold eller bensplinter), som ikke findes eller findes, er anskudt.
* Er denne artikels emne i virkeligheden så enkelt: at hvis påskudte dyr har længere flugtafstande end nødvendigt – så kan etikken i dette forbedres, og bør dette så ske?
* Eller: Findes der et træfområde på dyr, som sandsynligvis giver kortere ”Tid fra træf til bevidstløshed” – end andre træfområder? – Og bør dette så tilstræbes?
* Eller: Kunne det tænkes, at det mest etiske skud til vildt, er dét skud der ender med fald i knaldet?
– I alt dette er dyrets anatomi vigtig at kende, og der er forskel på anatomien hos råvildt, dåvildt, kronvildt og elg. – Hér skal man især være opmærksom på, at placering af dyrets centralnervesystem, altså placeringen af især rygsøjle, sidder lidt forskelligt placeret på disse nævnte hjortearter. – Hér ser vi på råvildt:
Rådyrets anatomi – og effekten af viste kugletræf:
Illustration 1. – Rådyret har forskellige størrelser, men kan ofte have en ryghøjde på ca. 75 cm, hvoraf kropshøjde da er ca. 32 cm. – Med 32 cm i kropshøjde og hvis hjertet har en størrelse på ca. 12 x 7 cm (se senere Foto 2 og 6) – vil rådyrets anatomi i korpus se ud som vist hér i denne Illustration 1.
Den gule, fede stiplede linje er centralnervesystemets Medulla spinalis, som ligge inde i ryghvirvlerne. – Indenfor de to røde stiplede linjer, vil kugletræf få dyret til at falde, i bevidstløs tilstand.
Den blå stiplede linje er øvre grænse for et effektfuldt CNS- træf.
Den gule ovale figur er hjertets mest effektive træfområde, som holder lidt afstand til strejfskud i hjertet, og også holder lidt afstand til lever/mave bag hjertet, brystben under hjertet, og tynde lungelapper foran hjertet.
CNS-sigtepunkt er den gule prik, godt 1/3 ned fra rygkant, og i lodret flugt med den forreste ¼ del af dyrets forløb – ved vandret, rent sideskud.
Den gule stiplede linje er rygmarven (”Medulla spinalis”), og indenfor (imellem) de røde stiplede streger (ca. 4,5 cm) befinder sig det centrale CNS- område – og dette område er CNS- træfområdet (- men undgå træf i halshvirvler, når ikke fangstskud).
Den stiplede blå linje er den absolutte grænse for et ”tapskud”, se også senere Foto 5.
Træf bagud (tv) for den røde lodrette streg skal altid undgås, fordi lungelapperne bliver tyndere og tyndere bagud og nedad på dyret, og fordi lever/maveregion begynder hér. – Og også ud for hjertet er lungelapperne tyndere (for at give plads til dette).
De viste træfs effekt:
Den sorte prik er sigtepunkt ved en ren hjerte- kugle.
Den blå prik er en dobbelt lungekugle i tykke, effektive lungedele.
Den røde prik er en enkelt lungekugle i tynd lungelap, og samtidig en lever/mave kugle, altså en anskydning.
Den lilla prik er et ”Tapskud”, hvor dyret falder i knaldet, nok bliver på stedet og nok skal aflives.
Lyseblå prik er et ”tapskud”, som dyret nok ikke vil overleve, og det kan flygte efter skud.
Grøn prik er et yderligt ”tapskud”, som dyret nok ofte kan overleve, og det flygter efter skud.
Den hvide prik er et ”tapskud”, hvor dyret falder i bevidstløs i knaldet og dør hurtigt (se senere Foto 5).
* Et ”tapskud” er altså ikke kun én ting, som altid giver samme resultat af træffet – men der må skelnes mellem de forskellige placeringer af ”tapskud”, da der er flere forskellige udfald af et ”tapskud, som naturligvis altid skal forsøges undgået. – Grunden til at ”tapskud” er så frygtede, er nok at dyret ofte ikke findes ved eftersøgninger, og vi ved derfor ikke hvad der sker med disse ”tapskudte” dyr.
Lunger er markeret med blåt, maveregion med grønt – og hjertet og nogle store arterier er markeret med rødt. – Det mørke vandrette skraverede område er delvist leveren.
Højre lunge er mindre end venstre lunge, for at give plads til leveren i dyrets højre side.
Inde midt i dyret ses at maven (mellemgulvet/diafragma) støder næsten helt tæt til hjertet (se også Foto 1 herunder, hvor dette fremgår). – Dette ser man ikke på andre anatomiplancher, hvor lunger dækker for (ligger udenpå) lever/maveregion, og dette kan give misforståelser af, hvor mave/levertræf faktisk begynder.
Hjertet når helt ned i bunden af brysthulen, tæt på brystben (sternum), og i højde med dyrets albue – som det fremgår af Foto 2 herunder:
Foto 2. – Kilde Schweisshunderegisteret (- vist hér med det nye formål at se tæt på CNS-træf og hjertetræf). – Hér ses, at maveregion (mellemgulvet) tilstøder hjertet i rådyret – i dette på midten kløvede rådyr. – Man ser at hjertet næsten hviler på brystbenet (sternum).
Maveregionen sidder inde imellem de bagudrettede lungelapper, som altså ligger noget ind over maveregion, længst indover i venstre side af dyret. – Dette ses ikke hér, og heller ikke leveren ses, da denne sidder yderligt i højre (hér fraskårede) side af dyret.
Den lille gule cirkel med sort kant er sigtepunkt ved CNS- kuglen, på et rådyr, godt 1/3 nede fra kanten af dyrets ryg, og i lodret flugt ca. med forløbets forreste 4.- del. – Altså et lille stykke under rygmarven, som er den hvide streg igennem dyret, som ligger inde i ryghvirvlerne og halshvirvlerne. – Til venstre for den røde lodrette streg skal aldrig træffes.
Det kan være svært at se, men hjertet på dette dyr ser umiddelbart meget stort ud (forstørret), forholdsvist – (i hvert fald ud fra min erfaring), men hjertet kan være flækket og udvidet. – I øvrigt er der ret stor forskel på hjerters størrelser (se senere Foto 6).
CNS – centralnervesystemet:
– og dettes målopfyldelse areal, funktion, træfeffekt og ”sikkerhedsareal”:
De 3 hovedmål med CNS- kuglen er klare og enkle:
1. Hensynet til dyret, under jagt – kan ikke blive større.
2. At kunne nå hen til det nedlagte dyr hurtigt og enkelt – kan ikke blive hurtigere.
3. Etikken kan ikke overholdes bedre, end ved CNS- kuglen.
Som det ses umiddelbart i Illustration 1 ovenfor, er hele det effektive CNS- træfareal meget større, end selv hele hjertet, og langt større end hjertets mest effektive træfareal markeret ved gul oval figur i Illustration 1. – Der skal dog kun regnes med træfområde i CNS- området i rygsøjlen fra den lodrette røde streg frem til lidt før halshvirvler begynder.
Centralnervesystemets vej gennem hals- og ryghvirvler er markeret med gul stiplet linje i Illustration 1. Denne (gulstiplede) ”Medulla spinalis” sidder placeret kun 2-3 mm under ”torntappene” (Processus spinosus) i et næsten cirkelrundt hul med diameter 10-11 mm, som løber gennem alle halshvirvler og ryghvirvler (se senere Foto 3 og Illustration 2).
Rygmarven – ”hovedvej” for livsvigtige signaler:
Gennem denne ”Medula spinalis” går signaler (millivolt) konstant til og fra hjernen, som styrer (holder i gang) alle livsvigtige organer, såsom hjerte, lunger, nyrer, lever osv.
Beskadiges denne Medulla spinalis tilstrækkeligt (fra den lodrette røde streg til hjerne), vil dyret omgående kollapse og miste bevidstheden, da stort set alle organer i samme sekund mister deres funktioner. – Altså flugtdistance = 0 meter, og ingen (eller ganske kort): ”Tid fra træf til bevidstløshed”.
Ifølge et stort videnskabeligt materiale, og fra flere andre anerkendte kilder, er et træf i den centrale del af CNS- området, som befinder sig i dyrets rygsøjle i thoraxområdet, i dyrets halshvirvler og i hjernen, det absolut hurtigst stoppende og hurtigst dødelige træf – og hvor dyret mister bevidstheden i træffet.
Man behøver ikke at træffe selve rygmarven (med diameter ca. 10 mm), og et træf i, eller i umiddelbar nærhed af ryghvirvlerne er fuldt tilstrækkeligt og effektivt. – Se grænsen til et ”Tapskud” i den blå stiplede linje i Illustration 1.
Træf imellem de røde stiplede linjer (i Illustration 1) vil med garanti ødelægge ”Medulla spinalis”, og afstanden mellem de stiplede røde linjer er ca. 4-4,5 cm på et mindre rådyr.
Men ”Medulla spinalis” vil også blive beskadiget fatalt, dersom projektiltræffet er ca. 1,5 cm under den nederste røde stiplede linje, og min. 1 cm over den øverste røde stiplede linje i Illustration 1, altså op til den blå stiplede linje – dette som følge af projektilets meget voldsomme ”Temporære kavitet”, hvis tryk vil forskubbe de enkelte ryg- og halshvirvler i forhold til hinanden, således at ”Medulla spinalis” kappes eller beskadiges. – Vedr. den ”Temporære kavitet” se: Netnatur.dk/riffelkuglens-effekt-og-virkemaade/.
Således kan man regne med et praktisk, effektivt letalt CNS- træfområde, alene i dyrets thoraxområde fra den røde lodrette streg i Illustration 1 (få cm bag forløb) til hvor halshvirvler starter, på: ca. 5,5 x 21 cm = 115 cm2 – imod det i senere Foto 6 viste hjertes mest effektive træfareal på ca. 30 cm2 – og hele hjertets areal på ca.: 64-77 cm2, indenfor hvilket mange træf ikke er de mest effektive, i form af strejfskud.
Og derudover vil der være et kæmpe ”sikkerhedsareal” under hele CNS- træfområdet (hele lungeregion og hele hjertet) – startende oppefra med tykke lungedele og flere vigtige store arterier med stort tryk og blodgennemstrømning. – Dog skal disse arterier træffes meget præcist, da de er tilbøjelige til at vige for trykbølgen foran og omkring projektilet, og chancen for at beskadige en af disse arterier er størst helt nede ved hjertet, til hvilke arterierne er fikserede, eller i en karforgrening.
Når ryg- og halshvirvler træffes af projektilet, vil bensplinter og måske kuglefragmenter udslynges til alle sider – og herved forøge læsionen, og også perforere lunger og eventuelt den bagudgående Aorta.
Selv store dyr som elge, der træffes i centralnervesystemet, stopper elgen med omgående virkning – iflg. svenske undersøgelser (Link).
En ryghvirvel:
Fra et halvstort lam ser en ryghvirvel (den første i lænden) sådan ud (set bagfra), og denne viste ryghvirvel er større på et voksent rådyr:
Foto 3. – Torntappen (processus spinosus) vender lodret opad (på dette lille rådyr). – Sideprocesserne vender skråt nedad. – Det ca. 10 mm store hul i selve hvirvlen er dér hvor ”Medulla spinalis” (rygmarven) føres gennem denne og alle øvrige hvirvler.
Ved projektiltræf (i retning blå pil – og endda lidt over) vil kuglens hydrauliske tryk (under den ”Temporære kavitet) forskubbe ryghvirvler nedad i forhold til de øvrige ryghvirvler, og bensplinter fra træf i torntappens kraftige nedre del, vil trykkes nedad og lædere ”Medulla spinalis” ovenfra, som således vil beskadiges letalt.
Alle træf i selve rygsøjlens knoglekonstruktion vil beskadige ”Medulla spinalis” (rygmarven) letalt.
Udslyngede bensplinter perforerer let de underliggende lunger, og kan endda slå tydelige mærker på indersider af ribben. Løsrevne fragmenter fra projektil ses også at give flere sårkanaler i de tykke, vitale lungedele. – Og det hydrauliske tryk kan forplante sig gennem knoglekonstruktionen til vigtige centre i hjernen, som desorienteres, sender forkerte meldinger til organer eller kortsluttes.
Ved projektiltræf (grøn pil) min. 1 cm under ryghvirvlerne vil kuglens ”Temporære kavitet” forskubbe ryghvirvler opad, i forhold til hinanden og herved skade rygmarven letalt.
Princippet i ryghvirvlerne:
Illustration 2. – Egen skitse af princippet i rygsøjle, og effekt af projektiltræf heri.
Kan man ramme CNS- træfområdet?
Der er nogle som siger, at vi riffelskytter ikke kan skyde godt nok til at satse på CNS- skudplaceringen. – Og hvor jeg også hér i dette læserbrev siger: ”at er vi ikke gode nok til at kunne træffe CNS- træfområdet, er vi heller ikke gode nok til en Hjerte- kugle, og at en Lungekugle nok ofte vælges, når vi ikke tør satse på høj og lav bladkugle, eller ved lange skuddistancer”.
Om man skyder godt nok kan man hurtigt finde ud af, ved at se på hvad man præsterer på skydebanen – og til dette tillægge et ”jagtligt” tillæg på 40 %, hvilket nok er realistisk på jagt – og derudover korrigere (tillægge) ekstra fejlmargen, for at ens skudgruppes centrum er forskellig fra ens formodede sigtepunkt i midten af skydeskiven, som vist i foto 4 herunder.
For mit vedkommende ser mit træfbillede på 50 meterbane med fast anlæg sådan ud:
Foto 4. – Min spredning på 50 meter skydebanen er hér den lille lilla cirkel med diameter 2,3 cm. – Til dette tillægger jeg 40 % i ”jagtligt” tillæg, hvilket bliver 3,2 cm, som er diameteren i den gule cirkel, hvor jeg har flyttet mine træf til forholdsvis placering (de sorte prikker).
Derudover kompenserer jeg for, at centrum i min spredning ikke ligger i midten af skiven, hvor jeg (formentlig) sigtede, hvorefter min reelle ”jagtlige” træfcirkel, som jeg regner med på jagt, bliver den sorte cirkel med diameter 4,2 cm – som er min absolutte, påregnelige max. spredning på jagt på 50 meter distancen. – De gule prikker er træf.
Den store lilla cirkel vil da være min forventede reelle ”jagtlige” træfcirkel på 100 meter, med diameter 8,4 cm (2 x 4,2 cm) – da jeg skyder lige så unøjagtigt på 50 meter, som på 100 meter. – Jeg regner mig selv som en gennemsnitligt skydende riffeljæger.
Og dette vil sige, at jeg med min skydning, kan træffe selv et lille stykke råvildt 50 meter ude, i dyrets knoglestruktur i rygsøjle, som har en sårbar højde på (forsigtigt sat) ca. 4,5 cm (se foto 3), og hvor knogler ved træf splintrer og giver læsion på rygmarven, og hvor projektilets ”Temporære kavitet” beskadiger rygmargenen voldsomt ved trykforskydning af ryghvirvler, også uden direkte knogletræf.
– Og dette får dyret til at falde i knaldet i bevidstløs tilstand. – Jeg kender rygsøjlens placering godt 1/3 nede fra rygkant (ca. en ørehøjde), og i lodret linje ca. med det forreste af dyrets forløb, hvilket er forholdsvis let at administrere i praksis.
Nu kan jeg så indsætte min, på skydebanen, præsterede spredning (diameter 2,3 cm) på 50 meter, på Illustration 3 herunder – i form af en opjusteret reel ”jagtlig” spredning (diameter på 4,2 cm) på 50 meter (og som vil være 8,4 cm på 100 meter). – Dette vil se sådan ud:
Illustration 3. – Den lille gule cirkel med sort kant er sigtepunkt ved CNS- kuglen, på et rådyr, godt 1/3 nede (ca. 12,2 cm) fra kanten af dyrets ryg, og i lodret flugt med ca. den forreste ¼ del af dyrets forløb. – Den røde lodrette streg bør man aldrig træffe til venstre (bagud) for.
Den stiplede blå linje er den absolutte grænse for et ”tapskud”, se tidligere Illustration 1 og senere Foto 5.
Den sorte cirkel er min reelle ”jagtlige” træfcirkel (spredning), med diameter 4,2 cm – på 50 meter distancen. – Alle træf (gule prikker) indenfor denne cirkel vil fælde dyret i knaldet, og ved mine viste (”tilfældige”) (gule) træffere, vil dyret miste bevidstheden i knaldet.
En riffeljæger bør ikke have problemer med at træffe dette effektive CNS- træfområde i cirklen på 4,2 cm på distancen 50 meter – og heller ikke på distancen 100 meter (den lilla cirkel), hvor alle træffere vil være dødelige, og hvor langt de fleste træffere (ca. 77 %) sandsynligvis vil ramme CNS- træfområdet.
Den lilla store cirkel er min reelle træfcirkel (max. spredning), med diameter 8,4 cm – på 100 meter distancen. – Hér vil de to øverste træf (de lilla små cirkler) fælde dyret i knaldet, og i bevidstløs tilstand. – Træffet kl. 5 gør muligvis det samme, men er i hvert fald et effektivt, dødeligt træf i den tykke del af begge lunger, og hvor bensplinter fra skulderbladets skaft vil øge træffets effekt også blødningsmæssigt.
Ned til hvor mulige ”Tapskud” begynder (fra dyrets overkant) over træfområde, er der ca. 8 cm (iht.
Illustration 3) – og dette skulle en normalt skydende riffeljæger gerne kunne undgå til hver en tid, ligesom jeg selv, der aldrig har leveret et ”tapskud” (i dén forstand dette normalt menes) – da flere af mine CNS- træffere i disse tilfælde har siddet lige over rygsøjlen, med samme resultat som hvis de sad under, eller i rygsøjlen.
* Og således vil der være ca. (8 + (8,4/2)) = 12,2 cm fra overkant af dyret til centrum i CNS- træfområdet – og fra hjertets centrum til underkant af dyret er der ca. 8 cm. – Og hvorfor skulle man udenpå dyret sigte mindre nøjagtigt ved CNS- kuglen, end ved Hjerte-kuglen?
Og i senere Illustration 5 ses også, at der er lige langt til en anskydning ved CNS- kuglen, som der er ved Hjerte- kuglen – nemlig ca. 4 cm, men at risikoen for et strejfskud i hjertet er langt større ved hjerte- kuglen, end risikoen for et ”tapskud” er ved CNS- kuglen. – Forskellen er også, at CNS- kuglen har en langt større ”sikkerhedszone” (fejlmargenområde) på 142 cm2 (se Illustration 4) – og hvor hjertet på 3 sider ikke har nogen fejlmargen.
* Dette ovenfor viste er altså dine muligheder for at træffe CNS- træfområdet på et rådyr på 50 og 100 meter, hvis du skyder ligesom jeg (Foto 3) på 50 meter skydebanen med fast anlæg – og dette burde bestemt ikke afholde nogen fra at anvende CNS- kuglen, da jeg regner mig selv for en gennemsnitlig skytte.
– Og derfor: kan jeg, så kan alle andre også.
Man skal naturligvis (ligesom ved alle skud) korrigere sit sigtepunkt (på dyrets overflade), hos dyret der står skråt, højere og oftest lavere end skytten – men dette har som sådan intet at gøre med din skydepræcision.
Danske råvildtjægere skyder tilsyneladende på rimelige skudafstande, som i henhold til tidligere undersøgelser for råbukke, i gennemsnit, er omkring 60 meter, og rigtigt mange riffelskudte råbukke (ca. 23 % iht. Netnatur.dk/mere-end-hver-femte-rabuk-skydes-pa-klos-hold/) nedlægges tilsyneladende på under 20 meter. – Og hvis rigtigt stadigvæk, meddeler dette, at CNS- kuglen er fuldt forsvarlig på disse gennemsnitlige skuddistancer.
En kæmpe fordel hos CNS- kuglen:
– ses ved de skrå skudvinkler, vandret.
Ved CNS- kuglen er det ikke så vigtigt at korrigere korrekt for, om dyret står skråt mod eller skråt væk fra skytten (dvs. at dyret med sin længdeakse ikke står vinkelret på vandret projektilbane), som det fremgår tydeligt i denne Illustration 4:
Illustration 4. – Det sortskraverede areal er 4,2 x 21 cm (areal: 88 cm2), som er dit vandrette træfområde på 50 meter distancen, hvor dyret med sikkerhed dør. Og ved træf i langt over halvdelen af dette træfområde (th) vil dyret falde bevidstløs i knaldet, og ved træf i resten af træfområdet (tv) vil dyret også dø, ligesom ved en normal høj lungekugle. – Og dette areal er en kæmpe fordel ved CNS- kuglen, både når dyret står skråt væk fra dig og imod dig.
Det lilla skraverede træfområde gælder 100 meter distancen, hvor dyret ved træf indenfor dette område vil dø efter træf, og over halvdelen af træffere kan sidde i CNS- området, og resten vil være ligesom ved en normal høj lungekugle.
Dette lilla skraverede areal er 8,4 cm i højden og ca. 14,5 cm i længden (ca. 115 cm2). – Også dette er en kæmpe fordel ved CNS- kuglen, især når dyret står skråt imod dig, men også når det står skråt væk fra dig, hvor du også har det sortskraverede areal mod halsen på højde x længde: 4,2 x ca. 6,5 cm (ca. 27 cm2), altså i alt 142 cm2.
Denne Illustration 3 ses på et dyr der står med siden vinkelret mod projektilbanen, og det er klart at de skraverede træfområder reduceres i længderetningen i takt med at dyret står mere eller mindre skråt – men der vil stadig være en kæmpe fordel. – Prøv blot at indsætte de skraverede områder i Illustration 4 nede ved hjertet, og se forskellen – og bemærk hvor galt dette kan gå.
* I hvert CNS-skud jeg afgiver på både 50 og 100 meter, vil jeg altså have et vandret liggende ”sikkerhedsareal” (indenfor hvilket dyret med sikkerhed dør efter træf), på ca.: 115 cm2 + 27 cm2 = 142 cm2, ved rent sideskud – og skulle alle riffeljæger ikke kunne præstere at holde sin kugle indenfor dette? – Et større ”sikkerhedsareal” kan ikke opnås på rådyr, indenfor etisk forsvarlige træfarealer, med de største muligheder for fald i knald og omgående bevidstløshed.
Faktisk kan min træfcirkels centrum på 50 meter distancen og ved rent sideskud (og alle mine træf heri) sidde ca. 11 cm længere mod dyrets bringe – hvor der hele vejen er effektivt CNS- træfområde, og hvor dyret ved træf falder bevidstløst i knaldet. – Dette hjælper jo fint til i en ikke ringe grad, dersom dyret står skråt væk fra skytten.
Min træfcirkels centrum på 50 meter distancen kan også tillade sig (ved rent sideskud) at sidde 8,5 cm bagud på dyret (hen til den lodrette røde streg), hvor jeg stadig vil levere en effektiv høj dobbelt lungekugle, i tykke lungedele. – Dette hjælper jo fint til i en vis grad, dersom dyret står skråt mod skytten.
– og disse store liggende træfarealer, hvor alle træf fører til død, og hvor træf i langt over halvdelen af det samlede areal, vil få dyret til at falde i knaldet i bevidstløs tilstand – har man virkelig nytte af ved CNS-skud til dyr i rent sideskud, men også til dyr der står skråt mod, eller skråt væk fra skytten – hvad de oftest gør.
* Som det ses, er der altså indbygget et størst muligt ”sikkerhedsareal” i CNS- kuglen, på både 50 meter distancen og på 100 meter distancen – og den sandsynlige risiko for et ”tapskud” er 0 % på 50 meter og 0 % på 75 meter og 0 % på 100 meter.
Hvad er min længste (etiske) skuddistance for CNS- kuglen?
Dette kan for mit vedkommende udregnes som følger:
Som det ses i Illustration 3 og 4, ligger langt over halvdelen (kan opmåles til ca. 77 %) af min træfcirkel på 100 meter distancen indenfor det effektive CNS- træfområde, og resten af mulige træf vil være i det vitale lungeområde. – Derfor kan jeg med sindsro, og med etikken på plads, skyde råvildt med CNS- kuglen på 100 meter distancen (ud fra hvad jeg viste på skydebanen), men jeg foretrækker normalt 75-80 meter.
Dette kan også udregnes som følger: da min ”jagtlige” træfcirkel for en CNS- kugle har en diameter på 4,2 cm på 50 meter, så stiger min ”jagtlige” træfcirkel altså: 4,2 cm/50 meter = 0,084 cm pr. meter.
– Og hvis jeg (med min skydning) skal træffe i en cirkel med diameter på 8,4 cm – vil denne træfcirkel ligge på distancen: 8,4 cm/0,084 cm = ca. 100 meter, som altså er min maximale skuddistance (min længste etiske skudafstand for en CNS- kugle) til råvildt, med sandsynlighed for at træffe indenfor træfcirklen på 8,4 cm, fundet på skydebanen.
Frygten for et “tapskud”:
”Tapskud” er meget forskellige, og bestemt ikke alle fører til anskydning, eller til mistet dyr – se tidligere Illustration 1 og senere Foto 5.
Et træf i torntappene kaldes et ”tapskud”, hvormed vi mener anskydning – og dette skal naturligvis undgås, idet dog en anskydning i dyrets brystben, lever/mave, albue og forløb (ved forfejlet hjerteskud) må betragtes som langt værre anskydninger, hvor sår også lettere får infektioner (i kontakt med jord), og disse træf har ingen mulighed for at hele op til et normalt, tåleligt liv for dyret. – I denne forbindelse kan vi ikke takke Schweisshundefolkene nok.
Et yderligt ”tapskud” (som jo ikke rammer organer) har derimod mulighed for at hele op (selv ved aktivitet), og give dyret et ret normalt liv, når sår er ophelet – og set ud fra ovenstående, er et ”tapskud” langt at foretrække, fremfor et forfejlet hjerteskud (- men selvfølgeligt skal ”tapskud” som anskydning undgås).
Det er faktisk svært at træffe et dyr med et ”tapskud”, hvor dyret efter en stund rejser sig og flygter. Jeg har skudt to bukke, hvor kuglen havde indgang kun ca. 4-6 cm nede fra rygkant, i lodret flugt med bagkant af forløb, og begge bukke faldt på stedet – den ene bevidstløs i knaldet og uden bevægelser, og den anden faldt i knaldet og blev liggende, men rørte hovedet, hvorfor jeg gav fangstskud. – Herunder ses den første af bukkene:
Foto 5. – 25.07.08. – Hér ses én af mine i alt 2-3 forfejlede CNS- kugler (alt for høj og for langt bagud).
Kuglen (i næsten vandret projektilbane, svagt nedad – dette ses i lille foto), sad ca. 4 cm fra dyrets overkant, og alligevel faldt dyret i knaldet i bevidstløs tilstand, og rørte sig ikke mere. – Dette skyldes at vævets densitet over rygsøjlen er forholdsvis høj, givende meget kontant Temporær kavitet (midlertidig udvidelse) nedad mod rygsøjle.
Fotoet viser, at ikke alle for højt placerede CNS- kugler resulterer i dét som man normalt frygter: at dyret efter en stund rejser sig og flygter. – Dog skal siges, at dersom kuglen havde truffet henne hvor der i fotoet står 8 – ville risikoen for dét man forbinder med et “tapskud”, være til stede – men så har man jo også skudt 8 cm for højt!
På fotoet ses virkningen af projektilets ”Temporære kavitet”, i det hævede/eleverede område af ryggen, markeret med tynde sorte stiplede linjer på det lille foto, som faktisk er et fint bevis for ”Temporær kavitet” og dennes effekt, når den bliver stationær (som hér).
Det er klart at jeg hér mistede en del af dyreryggen, men pointen med dette foto er at vise, at frygten for at levere et ”tapskud”, hvor dyret rejser sig og flygter, nok er overdrevet. – Havde kuglen siddet 8-10 cm længere bagud, ville det være et ”tapskud”, hvor dyret efter en tid havde rejst sig og flygtet, fordi rygmarven derhenne ikke giver signaler til livsvigtige funktioner. – Således er frygten for et ”tapskud” nok mest forbundet med kødværdi – men også, at dyret ofte ikke findes ved ”tapskud”, under eftersøgning.
Fortalere for lungeskud og hjerteskud hævder altid, at en CNS- kugle har høj risiko for at påføre dyret et ”tapskud”.
* Dette er forkert, hvilket ses i bl.a. Illustration 1 og 3, samt i Foto 5 ovenfor – Og det er altså forholdsvist nemt og sikkert, at måle godt 1/3 ned fra dyrets overkant ved CNS- skuddet, og alle skulle meget gerne kunne træffe indenfor en træfcirkel på 8,4 cm i diameter på op til 100 meter.
– Kan man ikke dette, kan man heller ikke magte Hjerte- kuglen, og tilbage er kun en bevidst dobbelt lungekugle, men dén er jo ikke særlig etisk, fordi dyrene kan flygte langt (længere end nødvendigt og derfor uetisk), og fordi skrå skudvinkler ofte medfører enkelt lungetræf, hvor den fungerende lunge vil kunne ilte blodet længe, indtil hæmoragisk shock (akut blodtab ved ca. 30 % blodtab) indtræder, hvorefter dyret mister bevidstheden og dør.
Det fremgår af iht. Netnatur.dk/mere-end-hver-femte-rabuk-skydes-pa-klos-hold/, at ca. 24 % bukke bliver skudt på skudlængder over 100 meter – og hvis rigtigt, betyder dette at en betydelig del af 76 % af alle skudte bukke ville kunne skydes med CNS- kuglen og falde bevidstløse i knaldet – og dette burde rigeligt opveje, at en mindre/lille andel ”tapskudte” dyr ofte er sværere at finde i eftersøgninger.
– Og jeg har anvendt CNS- kuglen i mange år, og har som sagt aldrig leveret et ”tapskud”, hvor dyret flygtede. – Min % af dyr der falder i knaldet (af alle skudte handyr), ligger frem til nu på ca. 71 % (- kun i kraft af CNS- kuglen).
Denne sejlivede diskussion om centralnervesystemet og ”tapskud” kan dog ikke undre nogen, da selv Danmarks Jægerforbund (DJ) i dette Link og i dette link skriver ordret:
”Et skud som træffer centralnervesystemet vil gøre dyret ude af stand til at flygte, da det paralyseres, men denne skudplacering er ikke hensigtsmæssig, da dyret vil forende langsommere end ved det anbefalede skud på bladet”.
Dette udsagn fra Danmarks Jægerforbund er direkte forkert og misvisende, da et stort materiale indenfor lægevidenskab og retsmedicin udpeger netop centralnervesystemets ret store primære del, som både det hurtigst dræbende træfsted og samtidigt det hurtigst immobiliserende træfsted (af mange helt forståelige, åbenlyse og nøje forklarede organfysiologiske grunde).
– Ligeledes bekræftes dette i erfaringer fra krige, ligesom det bekræftes af specialkorps med speciale i de hurtigst muligt dræbende og stoppende skudplaceringer. Kendte storvildtjægere har sagt det samme. – Se også: Netnatur.dk/cns-kuglen-og-den-nye-alternative-hjerte-og-lungekugle + Netnatur.dk/cns-kuglen + Netnatur.dk/hvad-sker ved-kugletraef/piletraef.
Kødværdien:
Nogle hævder, at man mister for meget kød, ved brug af CNS- kuglen.
Nu er det jo ikke rimeligt, at sætte kødværdi højere end humanitet og dyreværnsmæssige forhold.
Drabets længde (dyrenes tid med lidelser ved træf) skal da i hvert fald ikke bestemmes af, hvilket kød den enkelte jæger eventuelt mister ved drabet på dyret.
Hvis nogen mister kød ved et CNS-træf, er det fordi de sigter og/eller rammer for højt, og kommer op i et ”tapskud”, hvor ”det vigtige” kød sidder i dyreryggen – set i Foto 5.
Ved næsten alle mine CNS- træf mister jeg kun et lille hjørne af nederste, forreste hjørne af dyreryggen i sidekanterne (hvor ribben overskæres).
Ved alle mine CNS- træf bevarer jeg hele hjertet, leveren, det allermeste af begge slag (ribbenstykkerne) og begge forbovene intakte.
Ved et hjertetræf mister man hjertet, ofte et stykke af leveren, meget af det ene slag og ofte noget af den ene eller begge forkøller/forbove (alt afhængig af skudvinkler).
En bevidst placeret effektiv dobbelt lungekugle, som jo helt påviseligt ikke er det hurtigst stoppende og hurtigst dræbende træf, fordi dyret skal forbløde en vis periode før bevidstløshed indtræffer – synes ikke rigtigt etisk, blot for at spare kød.
Det siges også (f.eks. i Sverige når elge): at den periode med stress, som dyret har ved lange flugtafstande, har stor indvirkning på kødets kvalitet.
Og ved dobbelte lungekugler og hjertekugler (selv om disse kaldes effektive) er flugtafstandene jo meget længere for hjorte, end manglende flugtafstande ved CNS- kuglen (altså med dennes 0 meter i flugtafstand), som da må give den bedste kvalitet kød.
Hjerte- kuglen:
Der er ret mange som siger, at de foretrækker en ”Høj bladkugle, fremfor en Lav bladkugle” – og dette må der jo være en årsag til.
En rimelig årsag hertil (altså bortset fra kødværdi, som ikke er en rimelig årsag) kan vel kun være, at de finder hjertekuglen ikke så hensigtsmæssigt eller effektiv som det ”Høje bladtræf” – og det samme siger jeg.
Os der siger dette har åbenbart erkendt, at hjertekuglen meget let går galt, når dyret står skråt eller lavt – hvor kuglen ofte snitter hjertet, og ofte kun træffer én lunge i nederste lungelap som er tynd, og derfor ikke bidrager med effektiv forblødning – og herved altså udsætter indtræden af hæmoragisk shock (akut tab af ca. 30 % blodmængde, efter hvilket bevidstløshed indtræder). – Altså en forholdsvis lang: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, hvilket jo iht. skrevne og uskrevne regler skal tilstræbes undgået.
En meddelt praktisk erfaring fra en erfaren Dr. Bengt Röken understøtter dette med:
”Hvis en kugletræf kun er centimeter bag hjertet, perforeres kun lungekanten plus formaven og eventuelt leveren (på dyrets højre side), hvilket kun forårsager minimal indre blødning, og altså meget lang flugtdistance (Link)”.
Ingen strejfskud i hjertet er effektive træf, og også fra retsmedicin og fra krigssituationer ved vi, at et menneske der er skudt i hjertet, kan bevæge sig langt og endda forsvare sig. – Vi jægere ser hjertetrufne dyr der har lange flugtdistancer (og det samme ved lungekugler, hvor jeg har set flugtafstand på 150 meter ved dobbelt lungekugle) – hvorimod jeg aldrig har set en flugtdistance ved brug af CNS- kuglen, gennem alle mine mange år med jagt.
Et hjertetræf som involverer flere af hjertets 4 hjertekamre er mere effektivt, end træf i kun ét hjertekammer. – Træfeffekten bliver mindre, når et hjertekammer der træffes er ved at afslutte tømning at sit blodvolumen, fordi den hydronomiske effekt fra træf i væske (blodet) da mindskes, eller måske helt mangler.
Af betydning for et hjertetræfs effektivitet er således, hvilken del af hjertet der træffes – og det er mest effektivt at træffe blodfyldte hjertekamre, da væskes (blodets) densitet er stor, hvorved vævsødelæggelse vil blive større ved gennemtrængning af projektilet – skabende hydronomisk trykbølgeeffekt. – Dette ser man ved hjerter der er helt sønderdelede (nærmest eksploderede, Foto 7), contra hjerter der kun har et kuglehul eller en mindre flække, der vil forsøge at lukke sig selv ved muskelkontraktion (sammentrækning).
Princippet i hjertet er ganske kort: Højre side af hjertet (højre forkammer og hjertekammer) samler iltfattigt blod (som kommer til hjertet gennem store vener i hjertets øverste del), og pumper dette til lungerne, hvor blodet iltes. – Det iltede blod fra lungerne kommer tilbage til hjertets venstre side (venstre forkammer og hjertekammer), og sendes af pumpetryk (via store arterier i hjertets øverste del) ud til alle organerne som herved iltes.
I denne forbindelse må nævnes, at når kun én lunge træffes, kan den anden lunge stadig ilte blodet, og dette vil udsætte tiden væsentligt, til dyret sætter sig eller falder.
Desuden bliver hjertet, både i bredde og i længde, 7-9 mm mindre når det pumper. Dvs. at et projektil, der ville perforere et hjertekammer imellem hjerteslagene, når hjertet pumper faktisk vil kunne blive et ikke perforerende strejfskud (som ikke åbner hjertekammeret), men blot skubber til hjertet. Et sådant voldsomt ”skub” kan stoppe hjertet – eller ikke.
Når hjertet kun bliver strejfet af projektilet, så mindre mængder blod pumper ud af involverede hjertekammer, vil hjertet stadig kunne pumpe videre, blot på nedsat kraft (med nedsat blodtryk og nedsat blodvolumen i kredsløbssystemet). – Og dette øger tiden frem til indtræden af kardiogent shock (hjertepumpesvigt) eller hypovolæmisk shock (utilstrækkelig cirkulerende blodvolume), efter hvilket bevidstløshed indtræder, i forhold til et rent hjertetræf hvor flere hjertekamre involveres. – Dette ser man ved hjerteskudte dyr der har sat sig for at besvime, og hvor man ved siden af dyret ser sprøjt af blod, på den ene eller begge sider af dyret.
Vedrørende shock- typer og måden dyr dør på, se: Netnatur.dk/riffelkuglens-effekt-og-virkemaade/.
* Det vigtigste effektmæssigt ved et hjertetræf, er altså projektilets påvirkning af blodvolumen i hjertet og størrelsen af blodtab fra hjertet (givende tryktab), og ikke som sådan projektilets destruktive, lokale påvirkning af selve den tværstribede muskel: hjertet.
Hvad er min længste (etiske) skuddistance for Hjerte- kuglen?
Dette kan for mit vedkommende udregnes som følger:
Fra 0 meter til 100 meter stiger min ”jagtlige” træfcirkel (spredning) til 8,4 cm. Dvs. at den stiger: 8,4 cm/100 m = 0,084 cm pr. meter. – Hvis jeg (ud fra senere Illustration 5) bestemmer, at det viste hjertes effektive, ”jagtlige” træfcirkel er max. 4,8 cm i diameter (dette for (endda kun i en vis grad) at undgå strejfskud i hjertet – vil denne træfcirkel ligge på distancen: 4,8 cm/0,084 cm = 57,1 meter, som altså er min maximale skuddistance (min længste etiske skudafstand) for min ”Hjerte- kugle” (- og altså også for mit ”Lave Bladskud”) til råvildt – dersom jeg vil være sikker på sandsynlig hurtig træfeffekt.
Dette dog under stor opmærksomhed rettet mod, at hjertet ikke befinder sig i et område med stor sikkerhedsmargen udenom, men med et meget lille – og hvor lungedele udenom hjertet er forholdsvis tynde, og derfor ikke særligt effektive træfområder.
Foto 6. – Hjertet på en seksender skudt 16.05.24. – Dette hjerte (som nok er meget slankt) målte ca. 11,5 x 6,5 cm (ca. areal: 64 cm2). – Et normalt rådyrhjerte er nok ca. 11 x 8 cm (ca. areal: 77 cm2).
Det mest effektive træfområde i hjertet er den viste røde ovale figur, som på dette lille hjerte vil måle ca.: 3,8 x 9 cm (ca. 30 cm2), men som ikke er en træfcirkel – og hvem kan træffe en sådan figur i et skjult (ikke synligt) hjerte der ligger skråt i dyret, og være sikker på ikke at anskyde dyret i maven eller i bringen, i den ene lunge, i albuen eller i forløbet – og da især ved skrå skudvinkler sideværts og nedad?
Fra midte af hjertet (det hvide kors) til mellemgulv, mave- leverregion, er der ca. 4,1 cm, fordi mellemgulvet inde i dyrets midte støder næsten tæt op mod hjertet, som det også ses i tidligere Foto 2 og i senere Illustration 5.
Og helt tæt på bunden af hjertet begynder bringen (sternum) – og foran (udenpå) bringen sidder dyrets albue, og nogle få cm længere nede starter dyrets forløb.
Et normalt menneskehjerte måler ca.: 6 x 9 x 12 cm, men også med store forskelle.
Hvordan kan et hjertetræf se ud?
– og hvad var effekten?
Foto 7. – Dette hjerte er ramt af kuglen, som har skabt trykstigning i hjertets vævsvæske (blodet) ved eksplosiv læsion, hvor hjertevævet er blevet udvidet i en sådan grad, at grænsen for hjertevævets elasticitet er passeret/overskredet, hvorfor hjertevævet (med ret høj densitet) er fuldstændigt sønderrevet.
Alligevel løb bukken 40-50 meter i flugtlinje, og endnu længere i sporlængde – hvorefter han hang fast i rapsen med opsatsen. – Jeg ved ikke hvor længe der gik ”Fra træf til bevidstløshed”, da jeg først fandt ham død efter ca. ¾ time.
Og lige netop dette, at vi oftest først kommer frem til det skudte dyr efter en vis tid, og ofte, når det gælder hjertekuglen og lungekuglen, ikke ser hvor dyret sætter sig eller falder, betyder jo:
* At vi riffeljægere ofte, (eller snarere oftest) ikke ved hvor lang tid efter skuddet vores skudte dyr mistede bevidstheden – vi kender altså oftest ikke: ”Tid fra træf til bevidstløshed. – Hvorimod når CNS- kuglen anvendes, har vi meget bedre styr på dette og meget andet, fordi dyret ikke har forladt skudstedet.
Når dyret falder i skuddet efter en CNS- kugle, ser vi hvor dyret er faldet – og kan meget ofte bedømme om dyret ligger stille, eller bevæger sig, og vi kan derfor også langt hurtigere aflive dyret hvis nødvendigt – hvilket jeg indtil nu kun har måttet gøre én gang ud af alle mine afgivne CNS- kugler, hvor dyret faldt i knaldet og lå helt fladt og tydeligt uden fuld bevidsthed, men bevægede hovedet lidt.
Sammenligning mellem en Hjerte- kugle og en CNS- kugle:
Illustration 5. – Den lille gule cirkel med sort kant er sigtepunkt ved CNS- kuglen, på et rådyr, godt 1/3 nede fra kanten af dyrets ryg og i lodret flugt med den forreste fjerdedel af dyrets forløb. – Den røde lodrette streg bør man aldrig træffe til venstre (bagud) for.
Den gule cirkel i hjertet, er dén træfcirkel (diameter ca. 4,8 cm), som giver blot lidt afstand til strejfskud og anskydninger. – De lilla træfcirkler er min ”Jagtlige” spredning på 100 meter.
Sort cirkel er min ”jagtlige” træfcirkel på 50 meter, med diameter 4,2 cm (13,8 cm2), fundet på skydebanen (og de gule prikker er mine træffere).
Omkring hjertets centrum (den røde prik) er hér indsat den lilla træfcirkel med diameter 8,4 cm (55,4 cm2), som er min ”jagtlige” træfcirkel, med mine træffere (de lilla små prikker, alle strejfskud) på 100 meter distancen, hvilken jeg fandt på skydebanen (se Foto 3).
Den viste gule cirkel i hjertet er den størst mulige mest effektive træfcirkel i hjertet, med diameter 4,8 cm = 18 cm2, som holder blot lidt afstand til strejfskud og som er oppe i den mest træf-effektive del af hjertet. – Hjertets effektive træfareal er dog ca. 30 cm2 (se oval figur i Foto 6), men denne skråt stillede ovale figur er vanskelig at lokalisere og træffe.
De to små figurer helt nede i højre hjørne af illustrationen viser, at der er cirka lige langt (ca. 4,1 cm), fra centrum af CNS- kuglens sigtepunkt til en mulig anskydning (”tapskud”, men som reelt kan tillægges ca. 1 cm, som tidligere forklaret) – som afstanden fra hjertets centrum til en mulig anskydning i lever/mave og i bringe og albue, og det aftagende lungeområde foran hjertet.
En stor forskel er, at skrå skudvinkler ved hjerteskud kan give anskydninger, hvorimod skrå skudvinkler ved CNS- kuglen stort set ikke kan give anskydninger. – Og også dette må nødvendigvis gøre CNS- kuglen langt sikrere, mere human og etisk, end Hjerte- kuglen.
Risikoen for et ”tapskud” ved CNS- kuglen er hér, indenfor den øverste lilla træfcirkel på 8,4 cm, ikke sandsynlig på op til 100 meter distancen. – I langt over halvdelen af træfcirklen (ca. 77 %), vil dyret falde i knaldet i bevidstløs tilstand, og træf i resten af træfcirklen vil føre til forholdsvis hurtig bevidstløshed og død, da disse træf vil være i meget vitale lungedele.
Derimod er der, ved hjerte-kuglens lilla træfcirkel på 8,4 cm på 100 meter distancen, plads til ca. 24 strejfskud i hjertets yderste randzoner i denne cirkel (i begge sider).
Ved hjerte- kuglen er der således virkelig mange chancer for strejfskud (også udenfor den lilla træfcirkel) – og hvor den ene side af hjertet vender tæt imod anskydningsområdet lever/mave, og den anden side af hjertet vender tæt imod ikke vitalt træfområde i kanten af meget tynde lungelapper nederst i lungerne. – Ikke altid, men måske oftest får man dyret ved disse træf – men ikke på en human måde, i forhold til et CNS- træf.
Som det ses i illustration 5 sidder alle mine 3 træffere (som jeg havde på skydebanen) i hjertet helt ude i yderkanterne af hjertet, og er altså alle kun strejfskud i hjertet – og ingen af mine træffere sidder i hjertets mest effektive træfcirkel (den gule cirkel) med diameter ca. 4,8 cm, som giver blot lidt afstand til strejfskud og anskydninger.
Viste Illustration 5 er ved skud vandret og vinkelret på dyrets længderetning, men havde dyret stået skråt imod mig (og jeg ikke havde korrigeret korrekt for dette), havde den øverste hjertekugle ikke strejfet hjertet, men kun ramt i de nederste tyndere dele af lungerne (lungelapper), og samtidigt formentlig ramt mave/leverregion. – Resultat heraf er meget lang flugtafstand og forholdsvis lang tid fra træf til bevidstløshed, hvilket pr. definition er en anskydning (betegnelsen for et skud mod vildt, der ikke træffes med umiddelbart dræbende virkning).
Havde dyret stået skråt væk fra mig, (og jeg ikke havde korrigeret korrekt for dette), havde de to nederste hjertekugler ikke ramt hjertet, men kun i de nederste tynde dele af lungerne (de forreste lungelapper), og samtidigt formentlig dyrets overarmsknogle på dyrets bagside – altså anskydning.
* Og disse nævnte problemer, med skrå skud, ved brug af Hjerte- kuglen (grunde til anskydninger) eksisterer ikke ved CNS- kuglen (se Illustration 4).
Sådan ser CNS- kuglen ud i virkeligheden:
Hér ses en fin CNS- kugleplacering – denne sjældne gang i rent, vandret sideskud 75 meter ude.
Bukken styrtede livløst i knaldet, og bevægede herefter hverken hoved, ører eller løb. Altså: 0 flugtafstand, ingen smerte og ingen angst – og derfor optimalt effektivt, humant, etisk og ukompliceret – og bedre end dette kan det vel ikke blive.
Opsummering og konklusion:
Forskellen på et CNS- træf og et hjertetræf er altså stor:
1. Ved CNS- træf falder dyret bevidstløs i knaldet, og ved en hjertekugle siges det, at dyret kan flygte op til 150 meter. – CNS-kuglen er altså (alene af denne grund) mere human og etisk end Hjerte-kuglen.
2. Der kan påvises langt større chancer for et sikkert og hurtigt dødeligt træf indenfor CNS- træfområdet, end der er ved Hjerte-kuglens (og lunge- kuglens) træfområde.
3. Et dyr ramt af CNS- kuglen kan hurtigere blive aflivet hvis nødvendigt, end ved de fleste Hjerte- kugler og Lunge- kugler.
4. Det er let at sigte på CNS- træfområdet: En ørelængde (godt en tredjedel ned fra overkant af dyrets ryg), og i lodret flugt med den forreste ¼ del af dyrets forløb.
5. I mange tilfælde står dyret i høj vegetation, så hjerteplaceringen ikke kan lokaliseres – og hvor CNS- træfcirklen let lader sig lokalisere. – Det kan være svært at afgøre, hvor skråt dyret står i høj vegetation (man ser ikke dyrets løb), hvorimod dette ikke er så betydende ved CNS- kuglen.
6. Påviseligt har CNS-kuglen en markant klar kæmpefordel i skrå skudvinkler på dyret, da CNS- træfområdet er langstrakt og ligger ret meget vandret. – Derimod ved Hjerte-kuglen, kan skrå skudvinkler i vandret plan uhyre let medføre ikke effektive strejfskud i hjertet, træf i kun én lunge, træf i kun tynde lungelapper og træf i lever/mave region – og ved skrå skudvinkler nedad, kan ved Hjerte- kuglen meget let træffes brystben, albue og forløb (også på dyrets bagside) – og alle disse risici findes ikke hos CNS-kuglen.
7. Frygten for et ”tapskud” ved CNS- kuglen er helt ubegrundet, da den sandsynlige risiko herfor kan påvises til: 0 % på op til 100 meter. – Et eventuelt ”tapskud”, hvor dyret ikke findes, er ikke så alvorligt for dyret, som et forfejlet hjertetræf der træffer: lever/mave, brystben, tynde lungelapper foran hjertet og træf i albue og forløb. – Dyret har mulighed for at opnå et normalt liv efter opheling af sår ved yderligt placerede ”tapskud”, hvilket ikke kan ske ved et forfejlet hjertetræf, hvor heller ikke alle dyr findes ved eftersøgninger.
8. Påstande om at CNS- træfområdet er et for lille træfområde, er ikke i overensstemmelse med fakta, som er:
Det primære CNS- træfområde hos et rådyr har et samlet, effektivt træfareal på hele: ca. 43 cm x min. 4,2 = ca. 180 cm2, hvis man regner halsdelen med (ex. hjerne). – Uden halsens CNS- område (som bør undgås), er det 100 % effektive CNS- areal på ca.: 5,5 x 21 cm = 115 cm2. – Altså større end hjertets areal på ca. 64–77 cm2 – og større end hjertets effektive træfareal, som er en skævt stående (og svær at lokalisere) oval figur med areal på ca. 30 cm2 – og større end hjertets effektive træfcirkel (en træfcirkel hvor strejfskud og anskydninger kan undgås) på ca. 4,8 cm i diameter (ca. 18 cm2).
Min ”jagtlige” spredning (fundet på skydebanen) er en træfcirkel på 4,2 cm i diameter på 50 meter distancen. – På 50 meter distancen er en træfcirkel på 4,2 cm indenfor det primære CNS- træfområde – og dette bør de allerfleste riffelskytter kunne klare at sætte alle træf indenfor, og også ved en træfcirkel på 8,4 cm på 100 meter.
Min ”jagtlige” spredning (fundet på skydebanen) er en træfcirkel på 8,4 cm i diameter på 100 meter. – Hér er det sandsynligt, at ca. 77 % af træffene vil ramme det primære CNS- område, og hvor dyret vil falde i knaldet i bevidstløs tilstand – og træf i resten af denne træfcirkel vil være dobbelte lungetræf i lungers vitale øvre dele, og føre til sikker død.
9. Fejlmargenen kan påvises langt større ved CNS- kuglen, end ved Hjerte- kuglen. – Hos CNS- kuglen er der et samlet sikkerhedsområde (inkl. CNS- træfområdet) på: 142 cm2 (Illustration 4), indenfor hvilket langt over halvdelen af træffene vil være indenfor CNS- træfområdet, med fald i knald og omgående bevidstløshed, og hvor træf udenfor CNS- træfområdet vil være dødelige dobbelte lungetræf, i øvre vitale lungedele. – Større ”sikkerhedsareal” kan ikke opnås på rådyr, indenfor etisk forsvarlige træfarealer med de største muligheder for fald i knald og omgående bevidstløshed.
Den tilsvarende fejlmargen (sikkerhedsområde) kan ikke opgøres for Hjerte- kuglen (med træfcirkel på 8,4 cm), fordi: Fra hjerte (i højde med hjertets træfcirkel på 8,4 cm, Illustration 5), er der kun et par cm til lever/mavetræf, 0 cm til et træf i forreste nedre, tynde lungelapper, og i bunden af hjertet er der 0 cm til et bringetræf – og dette er alt sammen alvorlige anskydningsområder, og alt forstærkes ved skrå skudvinkler. – Hjerte- kuglen er altså meget risikabel.
I hjertets fulde omkreds kan sættes mindst 40 projektiler, som alle vil være ikke effektive strejfskud i hjertekant – hvorimod samtlige træffere i omkredsen af CNS- træfområdet vil være træffere i vitale dele, og hvor langt over halvdelen vil føre til fald i knald og bevidstløshed (se Illustration 4), og resten vil være som almindelige dobbelte lunge- træf.
10. En Hjerte- kugles effekt, og efterfølgende flugtafstand, er meget afhængig af hvor i hjertet kuglen træffer og afhængig af mængden af blod i hjertekamre når projektilet rammer, hvorimod alle træf i hele CNS- træfområdet altid fører til fald i knaldet, og i bevidstløs tilstand.
11. Hvis du skyder ligesom jeg (se Foto 3), vil du kunne skyde CNS- kuglen på længere (og stadigvæk sikker og etisk) skudafstand, end du kan med Hjerte- kuglen:
CNS- kuglen: Min maximale skuddistance er ca. 100 meter, som altså er min længste etiske skudafstand for en CNS- kugle til råvildt, med 100 % sandsynlighed for at træffe indenfor min ”jagtlige” træfcirkel på 8,4 cm (som jeg fandt på skydebanen, se Foto 3). – Dette med en stor fejlmargen i også effektivt træfområde udenom selve CNS- træfområdet, og med væsentlig reduceret risiko ved skrå skudvinkler.
For en ren Hjerte- kugle: Er min længste etiske skudafstand, (iflg. hvad jeg præsterer på skydebanen) og med en mest effektiv træfcirkel med diameter 4,8 cm (som ikke giver strejfskud og holder blot lidt afstand til anskydninger) = 57,1 meter, og dette med meget lille fejlmargen udenom hjertet, og med stor risiko ved skrå skudvinkler. – Indenfor denne distance på 57,1 meter har jeg altså 100 % sandsynlighed for et rent og etisk forsvarligt hjertetræf i rent sideskud, og alt derudover kører på at tage chancer.
Således ses, at et udsagn som: ”at vi riffeljægere ikke er dygtige nok til en CNS- kugle”, og derfor bør vælge Hjerte- kuglen”, er forkert – det er lige omvendt!
12. Ved CNS- skud ser vi oftest hvor dyret falder i knaldet, og afhængigt af vegetations højde, ser vi oftest også om dyret er dødt, hvilket betyder at vi hurtigt kan aflive dyret dersom nødvendigt. – Ved CNS- kuglen har vi oftest meget mere styr på ”Tid fra træf til bevidstløshed” – mere styr på dette er bedre overholdelse af etikken.
Ved hjertekuglen kan dyret flygte, ofte 50 meter, men (siges det) op til 150 meter (måske ind til naboen, eller ind i en stor gul rapsmark), hvor oftest den visuelle kontakt med dyret for længst er væk, og herved er: ”Tid fra træf til bevidstløshed” som regel ukendt, og kan være forholdsvis lang, og endnu længere dersom Schweisshund skal rekvireres.
13. Påstande om at CNS- træf kun paralyserer dyret, og at dyret dør langsommere ved træf i centralnervesystemet, end ved et bladskud – er helt forkerte og misvejledende, da dette modsiges i et stort materiale indenfor lægevidenskab, retsmedicin, erfaring fra krige, erfaring hos specialkorps, erfaringer fra storvildtjægere mv. – og også min mangeårige praktiske erfaring med CNS- kuglen.s.
14. Kun for at underbygge dette læserbrev, sætter jeg hér procenter på effekten af alle mine afgivne skud til hjorte (handyr hos råvildt, dåvildt og kronhjort) til dato: 71 % blev på skudstedet (faldt i knaldet) – 58 % af alle mine skudte hjorte (kun handyr) blev nedlagt med korrekt CNS- kugle og 100 % af disse faldt i knaldet (også dåhjorten og kronhjorten), og alle jeg kunne se fra hvor jeg sad, var bevidstløse. – Ingen ”tapskud”, hvor dyr flygtede. – Ingen mistede dyr. – Ingen forbiskud. – Alle hjorte var døde når fundet, undtagen ved min ene schweisshundeeftersøgning, hvor sporlængden var hele 900 meter (med årsag i manglende ekspansion hos projektil), og ved min sidst afgivne for høje CNS- kugle, hvor dyret lå helt fladt og ikke var ved bevidsthed, men rørte hovedet lidt.
Dette kan så riffeljægere (og buejægere), der anvender hjertekuglen eller lungekuglen, så sammenholde med deres egen statistik – eller sammenligne med resultater fra store undersøgelser som viser, at mellem 37 og 48 % af riffelskudte større hjorte falder i knaldet – og for buejagten er det ca. 5 % der falder i skuddet.
Konklusion:
Min konklusion er klar: CNS-kuglen er mere human, mere effektiv, mere sikker og mere etisk, samt meget nemmere og langt mere problemfri i praksis – end Hjerte-kuglen.
Ikke på et eneste punkt eller område fremgår Hjerte- kuglen som en bedre skudplacering end CNS- kuglen – og hvorfor så fortsætte med Hjerte- kuglen?
Lungekuglen kommer man aldrig udenom (idet den ikke kan undgås), og hér gælder det om at træffe i de øverste, forreste dele af lungerne og korrigere korrekt for skrå skudvinkler, således at alle træf bliver dobbelte lungekugler, i tykkest mulige lungedele.
Med mindre nogen seriøst og velbegrundet kan tilbagevise det hér beskrevne og viste, foreslår jeg for alles bedste: ”Fyr Hjerte- kuglen – anvend CNS- kuglen”.