Parametre for våbens effektivitet / Weapon effectiveness parameters.
Det er nærmest utroligt, hvor højt en kronhjort kan brøle.
Kronhjorten er i brunst september-oktober, og hjorten brøler for at stimulere hinderne, som siges kun at være i brunst et enkelt døgn.
Ofte ses at kronhjorten brøler lige inden han træder ud i en lysning sammen med sine indsamlede hinder med deres kalve – dette for at advare eventuelle andre kronhjorte i nærheden. – Jo flere hinder en kronhjort har samlet sig, jo stærkere er han.
————–
It’s almost unbelievable how loud a stag can roar.
The red deer is in rut from September to October, and each stag roars to stimulate the hinds, which are said to only be in rut for a single day.
The stag is often seen roaring just before he steps out into a clearing with his collected hinds and their calves – this is to warn any other stag nearby. – The more hinds a stag has collected, the stronger he is.
Denne 1- årige buk kom ud af rapsmarken, og pludseligt stod han dér som et spøgelse. – Den viste CNS- kugleplacering får dyret til at falde bevidstløs i knaldet. – Derimod ved en hjerte- kugle eller en lunge- kugle, er der ingen garanti for, at dyret ikke spurter ind i rapsmarken efter skuddet. – Sporlængden kan let blive 40-80 meter i siksak gennem rapsmarken, og hvor blodsporene bliver mindre og mindre synlige.
————-
This 1-year-old buck came out of the rapeseed field, and suddenly he stood there like a ghost. – The CNS bullet placement shown causes the animal to fall unconscious in the blast. – On the other hand, with a heart bullet or a lung bullet, there is no guarantee that the animal will not run into the rapeseed field after the shot. – The track length can easily be 40-80 meters in a zigzag through the rapeseed field, and where the bloodstains become less and less visible.
See this in English further down this page.
Jagtlig etik har sammenhæng med jagtens effektivitet, som har 10 målbare parametre/udtryk – og som gælder både riffeljagt og buejagt:
1. Flugtdistancer. – Flugtdistancen er fugleflugtafstanden fra skudsted, til hvor dyret faldt, og flugtafstanden bliver ofte blot vurderet, og ikke opmålt nøjagtigt.
2. Procentandel af dyr der falder i skuddet – i % af antal skudte dyr.
3. Antal rekvireringer af schweisshundeeftersøgninger – i % af antal skudte dyr.
4. Procentandel der findes under schweisshundeeftersøgninger – i % af antal skudte dyr.
5. Sporlængder ved eftersøgninger af dyr. – Sporlængden er den (oftest nøjagtigt GPS- opmålte) distance, som sporhunden tilbagelægger fra skudstedet til hvor dyret findes og eventuelt aflives, og dén er ofte længere end flugtdistancen som jægere vurderer.
– Faktisk vurderer TR257 side 16, ”at sporlængden er den parameter, der danner det bedste grundlag for en sammenlignende analyse af eftersøgning af vildt skudt med riffel versus bue i forhold til at vurdere effektiviteten”.
6. Hvor vanskelige eftersøgninger af påskudte dyr er. – Dette kunne indikere, at dyr er i live når de findes, og derfor har været mobile i flugten. Der kan være tale om dårlige kugletræf og piletræf, eller tamponerende pile der ikke giver tydelige blodspor og lang forblødningstid. – For lange skudafstande spiller givetvis også ind.
7. Hvor mange eftersøgninger der lykkes – i % af eftersøgninger.
8. Anskydningsfrekvens (eftersøgte dyr med konstaterede sikre tegn på træf, som ikke findes) – eller endnu bedre: friholdt fra øvrige variabler: påskudte dyr der ikke findes – altså: ikke fundne antal dyr i procent af antal påskudte dyr.
9. Andel af kontroleftersøgninger (rekvirerede eftersøgninger uden at rekvirenten har konstateret tegn på træf – men rekvireret for en sikkerheds skyld).
10. Hvor mange dyr der findes under kontroleftersøgninger. – Hvilket fortæller om, hvor sikkert vi jægere bedømmer en hjort såret efter skud. Et højt antal kan indikere højere anskydningsfrekvens.
Ovenstående er de gængse og internationalt anerkendte – og de anvendte målbare kriterier for et skuds effektivitet.
Derudover er der parameteren: Andel af skudte dyr der er i live, når de findes – af enten jægeren eller af en schweisshund. – Et ikke uvæsentligt forhold.
Og der er parameteren: Forskellen i flugtafstand og sporlængder for et dyr truffet i vitale dele, i forhold til når dyret er truffet i ikke vitale dele.
————————————-
Hvad sagde den afklarende undersøgelse TR257 om riffeljagt på større hjorte?
Det følgende er altså fra mine analyser og udvidede beregninger af omtalte 10 parametre, på basis af (TR218 og især TR257) – hvor jeg har valgt kun at vise disse for riflens effektivitet:
* De 10 parametre for riflens effektivitet ved større hjortearter:
1. Gennemsnitlige flugtdistancer for større hjorte der skydes med riffel: Mellem 14 meter for dyr der flygtede, og 24 – 34 meter gennemsnitligt. – Flugtdistance i gennemsnit for mine riffelskudte hjorte (primært råvildt) er 6,4 meter.
2. Andelen af større hjorte der falder i riffelskuddet er mellem 37 – 48 % (se tidligere). – Og hvor min egen statistik er 76,3 % (primært råvildt) – alt i % af skudte dyr.
3. Rekvireringer af schweisshundeeftersøgninger under jagt med riffel på større hjorte udgør 18,3 % af skudte dyr. – For dåvildt rekvireres eftersøgning for 14,13 % af skudte.
4. Under schweisshundeeftersøgninger genfindes for riffeljagten 9,1 % (7.440×100/81.658) af alle skudte hjorte.
5. Gennemsnitlige sporlængder ved eftersøgninger af hjorte skudt med riffel, er svært at beskrive og vanskeligt at vurdere, uden at se de tilsvarende tal for buejagt udregnet på samme måde – men disse så sådan ud for riffeljagten, opgjort jf. TR257, Tabel 6, som følger:
– Af periodens 39.153 med riffel skudte kronvildt var antal positive eftersøgninger, op til 3.000 meters sporlængde: 4.374 (11,2 %). Af disse blev 3.182 hjorte fundet indenfor en sporlængde på 600 meter, dvs. ca. 73 % – og ca. 40 % indenfor sporlængde 200 meter.
– Af periodens 40.296 med riffel skudt dåvildt var antal positive eftersøgninger, op til 3.000 meters sporlængde: 2.475 (6,1 %). Af disse blev 1.837 hjorte fundet indenfor en sporlængde på 600 meter, dvs. ca. 74 % – og ca. 40 % indenfor sporlængde 200 meter.
– Af periodens 2.209 med riffel skudt sikavildt var antal positive eftersøgninger, op til 3.000 meters sporlængde: 270 (12,2 %). Af disse blev 245 hjorte fundet indenfor en sporlængde på 600 meter, dvs. ca. 91 % – og ca. 44 % indenfor sporlængde 200 meter.
6. Lettere eftersøgninger af hjorte skudt med riffel, end hjorte skudt med bue og pil, iht. udtalelser fra flertallet af adspurgte schweisshundeførere.
7. Eftersøgninger der lykkes (positive eftersøgninger) ved riffeljagt, er for kronhjorte ca. 51 % (4.630×100/9.132) og for dåhjorte ca. 45 % (2.538×100/5.694) og for sikahjorte ca. 50 % (272×100/547) – i % af eftersøgninger.
8. Anskydningsfrekvens: Betragtes anskydningsprocenten som: antal ikke fundne eftersøgte dyr i % af de påskudte 3 store hjortearter for perioden 2018-2022: Så har riffeljagten en anskydningsprocent på 9,7 % (7.933x100/81.658, i 15.373 eftersøgninger), se TR257, Tabel 5 og 6.
– Denne metode friholder anskydningsprocenten for usikre vurderinger af sikre tegn på træf (sårede dyr), da det fremgår af TR257, at der ved kontroleftersøgninger findes forholdsvis mange hjorte ved ét af vore jagtvåben, som man ikke havde regnet med at finde i kontroleftersøgningerne. Dvs. at vurdering af sårede hjorte er særdeles usikker, hvorfor dette ikke bør indgå i beregning af anskydningsprocenten.
– Nærmere forklaring af de 9,7 % ovenfor: Af Tabel 6 i TR257 fremgår, at der for riffeljagt er 7.440 positive eftersøgninger af større hjorte, og i Tabel 5 ses at der er foretaget 15.373 eftersøgninger – dvs. at 7.933 dyr ikke blev fundet. – Den 4- årige periodes antal riffelskudte større hjorte var 81.658 (iht. udbyttestatistik). – Se Link, side 17.
9. Riffeljægernes kontroleftersøgninger udgør 46 % af alle eftersøgningerne. – Se TR257 side 15.
10. Under riffeljægernes kontroleftersøgninger (hvor schweisshundeføreren bliver tilkaldt, uden at rekvirenten har kunnet konstatere tegn på anskydning, men for en sikkerheds skyld), bliver fundet 6,2 % af alle riffelskudte (5.079 x100/81.658) i den 4- årige periode. Se TR257 side 15.
– Hvor mange af de riffelskudte hjorte der er i live når de genfindes, ved jeg ikke med sikkerhed. – Iht. TR257, side 13: måtte 9 bueskudte hjorte ud af 26 eftersøgte hjorte aflives, dvs. ca. 35 %, i schweisshunde- eftersøgninger.
– Hvad dette er for riffeljagten ved jeg ikke, men hos buejagten sås en lille forskel (7,9 meter) i gennemsnitlig flugtafstand fra et optimalt piletræf i vitale dele, til gennemsnitlige flugtafstand ved alle træf (uanset træfpunkt, altså inkl. dyr truffet i ikke vitale dele). – Dette udregnet som forskellen mellem: TR257, side 14 ses at gennemsnitlig flugtdistance er på 64,8 meter for piletræf i hjerte/lunge- regionen for kronhjort og dåhjort – og den på samme side anførte gennemsnitlige flugtdistance for kronhjort/dåhjort på 72,7 meter.
Ret beset, kan det hele koges ned til 4 af de vigtigste parametre for effektivitet for et jagtvåben, både riflen og bue og pil – som entydigt grundlag at vurdere effektivitet på:
1. Det mest centrale og det mest sigende mål for effektivitet: ”Tid fra træf til bevidstløshed” (mangler nu).
2. Anskydningsfrekvensen.
3. Sporlængder.
4. Antal rekvirerede eftersøgninger.
Efter alt at dømme, mangler det vigtigste udtryk for et våbens effektivitet:
Data fra både riffeljægere og buejægerne mangler et udtryk for tid til bevidstløshed/død (som ikke nødvendigvis afspejles i flugtafstanden, der er en central variabel i materialet).
Vi mangler derfor i virkeligheden: ”Tid fra træf til bevidstløshed”, som burde være overkommeligt at finde, og som længe har været efterspurgt.
Dette understøttes af det skrevne i en teknisk rapport TR257 fra Aarhus Universitet:
Af TR257 side 22 ses: ”Det er intuitivt og generelt anerkendt, at tidsrummet fra et dyr træffes af et skud, til det dør, er bestemmende for den dyreværnsmæssige forsvarlighed af en aflivning (drab), idet længden af dette tidsrum opfattes som proportional med omfanget af den smerte og stresspåvirkning, som aflivningen potentielt påfører dyret. Jo tættere længden af dette tidsrum er på 0 (øjeblikkelig effekt), desto mere forsvarligt. Det er i mange sammenhænge anerkendt, at tidspunktet for bevidstløshed i denne forståelse kan stå i stedet for dødstidspunktet”. (Smith m.fl. 2022)”.
* Således ses, at tid fra bevidsthedstab til død ikke har nogen central betydning – når det videnskabelige og intuitive taler – og at ”Tid fra træf til bevidstløshed” hænger sammen med dyreværnsmæssig forsvarlighed – og at dette tidsrum højst tænkeligt er proportionalt med omfang af smerte, angst og stress.
* Al logik taler for, at jo kortere flugtafstande påskudte dyr har, jo kortere er: “Tid fra træf til bevidstløshed” og jo kortere er den mulige periode dyret kan være angst og lide i.
——————————
In English:
Hunting ethics are related to the effectiveness of hunting, which has 10 measurable parameters/terms – and which apply to both rifle hunting and bow hunting:
1. Flight distances. – Flight distance is the animal’s flight distance from the shooting location, to where the animal fell, and flight distance is often simply estimated, and not measured accurately.
2. Percentage of animals that fall in the shot – as a % of the number of animals shot.
3. Number of requests for schweiss- dog searches – as a % of the number of animals shot.
4. Percentage found during schweiss- dog searches – as a % of the number of animals shot.
5. Track lengths when searching for animals. – The track length is the (most often accurately measured by GPS) distance that the schweiss- dog covers from the shooting location, to where the animal is found and possibly killed, and this is often longer than the flight distance that hunters estimate.
– In fact, TR257 page 16 assesses, “that the track length is the parameter that forms the best basis for a comparative analysis of searching for game shot with a rifle versus a bow in relation to assessing effectiveness”.
6. How difficult searches for shot animals are. – This could indicate that animals are alive when found, and therefore have been mobile in flight. There may be poor bullet and arrow hits, or tamponade arrows that do not give clear blood traces and a long bleeding time. – Too long shooting distances certainly also play a role.
7. How many searches are successful – in % of searches.
8. Frequency of injured escaped animals (sought after animals with established sure signs of a hit, which are not found) – or even better: kept free from other variables: shot animals that are not found – i.e.: number of animals not found as a percentage of the number of shot animals.
9. Proportion of control searches (requested searches without the requester having established signs of a hit – but requested just in case).
10. How many animals are found during control searches. – Which tells us how safely we hunters judge a deer wounded after shooting. A high number may indicate a higher frequency of injured animals .
The above are the common and internationally recognized – and the measurable criteria used for the effectiveness of a shot.
In addition, there is the parameter: The proportion of shot animals that are alive when they are found – either by the hunter or by a Schweissdog. – A not insignificant ratio.
And there is the parameter: The difference in flight distance and track lengths for an animal hit in vital parts, compared to when the animal is hit in non-vital parts.
————————————-
What did the clarifying study TR257 say about rifle hunting of larger deer?
The following is from my analyses and extended calculations of the mentioned 10 parameters, based on (TR218 and especially TR257) – where I have chosen to only show these for the effectiveness of the rifle:
* The 10 parameters for the effectiveness of the rifle for larger deer species:
1. Average escape distances for larger deer shot with a rifle: Between 14 meters for animals that fled, and 24 – 34 meters on average. – The average escape distance for my rifle-shot deer (primarily roe deer) is 6.4 meters.
2. The proportion of larger deer that fall in the rifle shot is between 37 – 48% (see earlier). – And where my own statistics are 76.3% (primarily roe deer) – all in % of shot animals.
3. Requests for search dogs during rifle hunting of larger deer account for 18.3% of shot animals. – For fallow deer, search is requested for 14.13% of shot animals.
4. During search dogs, 9.1% (7,440×100/81,658) of all shot deer are found for rifle hunting.
5. Average track lengths for searches of deer shot with rifles are difficult to describe and difficult to assess, without seeing the corresponding figures for bow hunting calculated in the same way – but these looked like this for rifle hunting, calculated cf. TR257, Table 6, as follows:
– Of the 39,153 red deer shot with rifles in the period, the number of positive searches, up to 3,000 meters track length: 4,374 (11.2%). Of these, 3,182 deer were found within a track length of 600 meters, i.e. approx. 73% – and approx. 40% within a track length of 200 meters.
– Of the 40,296 fallow deer shot with rifles in the period, the number of positive searches, up to 3,000 meters of track length, was 2,475 (6.1%). Of these, 1,837 fallow deer were found within a track length of 600 meters, i.e. approx. 74% – and approx. 40% within a track length of 200 meters.
– Of the 2,209 sika deer shot with rifles in the period, the number of positive searches, up to 3,000 meters of track length, was 270 (12.2%). Of these, 245 sika deer were found within a track length of 600 meters, i.e. approx. 91% – and approx. 44% within a track length of 200 meters.
6. Easier searches for deer shot with a rifle than deer shot with a bow and arrow, according to the opinions of the majority of the surveyed Swiss dog handlers.
7. Searches that are successful (positive searches) in rifle hunting are for red deer approx. 51%
(4,630×100/9,132) and for fallow deer approx. 45% (2,538×100/5,694) and for sika deer approx. 50% (272×100/547) – in % of searches.
8. Frequency of injured escaped animals: If the shooting percentage is considered as: number of animals not found in the search as % of the 3 large deer species shot for the period 2018-2022: Then rifle hunting has a shooting percentage of 9.7% (7,933×100/81,658, in 15,373 searches), see TR257, Tables 5 and 6.
– This method exempts the shooting percentage from uncertain assessments of certain signs of hit (wounded animals), as it appears from TR257 that during control searches, relatively many deer are found near one of our hunting weapons, which one had not expected to find in the control searches. This means that the assessment of wounded deer is extremely uncertain, which is why this should not be included in the calculation of the frequency of injured escaped animals.
– Further explanation of the 9.7% above: Table 6 in TR257 shows that there are 7,440 positive searches for larger deer for rifle hunting, and Table 5 shows that 15,373 searches have been carried out – i.e. that 7,933 animals were not found. – The number of larger deer shot with rifles during the 4-year period was 81,658 (according to yield statistics). – See Link, page 17.
9. Rifle hunters’ control searches constitute 46% of all searches. – See TR257 page 15.
10. During rifle hunters’ control searches (where the schweiss dog handler is called in without the requester being able to detect signs of shooting, but just to be on the safe side), 6.2% of all rifle-shot deer (5,079 x100/81,658) are found in the 4-year period. See TR257 page 15.
– I do not know for sure how many of the rifle-shot deer are alive when they are found. – According to TR257, page 13: 9 bow-shot deer out of 26 searched deer had to be killed, i.e. approx. 35%, in schweiss dog searches.
– I don’t know what this is for rifle hunting, but in bow hunting a small difference (7.9 meters) was seen in the average escape distance from an optimal arrow hit in vital parts, to the average escape distance for all hits (regardless of the point of impact, i.e. including animals hit in non-vital parts). – This is calculated as the difference between: TR257, page 14, it is seen that the average escape distance is 64.8 meters for arrow hits in the heart/lung region for red deer and fallow deer – and the average escape distance for red deer/fallow deer stated on the same page of 72.7 meters.
Quite bold, this can all be boiled down to 4 of the most important parameters for effectiveness for a hunting weapon, both the rifle and the bow and arrow – as a clear basis for assessing effectiveness:
1. The most central and most telling measure of effectiveness: “Time from hit to unconsciousness” (now missing).
2. The frequency injured escaped animals
3. Track lengths.
4. Number of requested searches.
By all accounts, the most important expression for the effectiveness of a weapon is missing:
Data from both rifle hunters and bow hunters lack an expression for time to unconsciousness/death (which is not necessarily reflected in the escape distance, which is a central variable in the material).
We therefore lack in reality: “Time from hit to unconsciousness”, which should be affordable to find, and which has long been in demand.
This is supported by what is written in a technical report TR257 from Aarhus University:
From TR257 page 22 it can be seen: “It is intuitive and generally accepted that the time period from when an animal is hit by a shot until it dies is decisive for the animal welfare justification of a killing (killing), as the length of this period is perceived as proportional to the extent of the pain and stress that the killing potentially causes the animal. The closer the length of this period is to 0 (immediate effect), the more justifiable. It is recognized in many contexts that the time of unconsciousness in this understanding can stand in place of the time of death”. (Smith et al. 2022)”.
* Thus, it can be seen that the time from loss of consciousness to death is of no central importance – when scientifically and intuitively speaking – and that “Time from impact to unconsciousness” is related to animal welfare justification – and that this period of time is most likely proportional to the extent of pain, anxiety and stress.
* All logic suggests that the shorter the escape distances of shot animals, the shorter the: “Time from hit to unconsciousness” and the shorter the possible period the animal can be anxious and suffer.